Møntfod = Hvad er det, der skal fordeles?
Enhver fordelingsteori må gøre sig nogle antagelser om, hvordan vi bedst identificerer individernes komparative fordele/relative placering i en given fordeling For at finde ud af hvilken fordeling der er den mest retfærdige, må vi derfor først afklare, hvad det er der skal (om)fordeles i blandt os.
o Ressourcer?
o Velfærd/præferencetilfredsstillelse?
o Fordele?
o Kapabiliteter?
o Sociale primære goder?
Mønster = Hvordan skal det fordeles?
Når vi diskuterer hvordan en given møntfod skal fordeles i blandt os, så forsøger politiske teoretikere oftest at begrunde bevægelsen væk fra ren egalitarisme dvs. perfekt lighed!
Ansvar = Er ansvar for outcome et relevant hensyn?
Enhver fordelingsteori må yderligere gøre sig nogle overvejelser omkring hvilke valg og omkostninger vi bør holde individer ansvarlige for. Hvilke resultat-uligheder er moralsk tilladelige og hvilke er ikke?
Prioritarianisme og tilstrækkelighedsteori:
Når vi konfronteres med nedenstående valg, hvordan kan det så være, at langt de fleste finder den lige fordeling mere attraktiv end den ulige fordeling?
Gruppe 1 (1000 mennesker) Gruppe 2 (1000 mennesker)
Lighed 50 50
Ulighed 20 80
Egalitarismens svar: Fordi lighed har moralsk værdi! Men måske er det ikke lighed vi bekymrer os om, måske er det noget helt andet – eller tredje?
Parfits levelling-down kritik af telisk egalitarisme:
Levelling down argumentet er en kritik af telisk egalitarisme (lighed har værdi i sig selv), der er forpligtet på at mene, at en flodbølges ødelæggende men lighedsskabende effekter er en forbedring, hvilket synes kontra-intuitivt; hvordan kan en forandring, som stiller nogen dårligere og ingen bedre, være en moralsk forbedring af tingenes tilstand?
• The Slogan/The Person Affecting View betegner kritikken implicitte normative præmis, som siger, at noget ikke kan være godt, uden at være godt for nogen.
Parfits prioritetsprincip: Det betyder mere, at hjælpe folk, jo dårligere stillet, de er!
Vi bør give absolut prioritet til de dårligst stillede (ikke fordi vi bekymrer os om menneskers komparative stilling, men fordi vi bekymrer os om menneskers absolutte stilling, fordi målet er at sikre at alle kan leve et godt liv (og ikke et lige godt/dårligt liv)!
Egalitarisme vs. prioritarianisme:
• Egalitarister: bekymrer sig om de dårligst stilledes komparative underskud/afsavn.
• Prioritarianere: bekymrer sig om de dårligst stilledes absolutte underskud/afsavn
Crisps ”Beverly Hills”-indvendingen:
Prioritarianisme er sårbar overfor Crisp’s Beverly Hills-indvending, som illustrerer det kontraintuitive i at give prioritet til de dårligst stillede eller de næst dårligst stillede eller de bedst stillede – i spørgsmål hvor vi skal fordele guld blandt millionærer og milliardærer.
Over en given grænse af velstand/velfærd har hverken fattige eller rige krav på at blive prioriteret og ethvert omfordelingskrav bortfalder. Ergo, vi ønsker et princip som tillader at prioritere de dårligst stillede, men kun når de dårligst stillede faktisk er dårligt stillet.
Crisps barmhjertighedsprincip (tilstrækkelighedsprincip): Der bør gives absolut prioritet til at hjælpe personer, som befinder sig under den relevante grænse for velfærd, over hvilken enhver følelse af barmhjertighed ophører.
i. Under grænsen betyder det mere at hjælpe personer, jo dårligere stillet de er, jo flere af dem der er, og jo større et gavn, man kan gøre for dem.
ii. Over grænsen bør ingen prioritet finde sted ’compassion is tied to the notion of lack’.
Crisps tilstrækkelighedsprincip rummer tre elementer
1) Den positive tese: Det har moralsk værdi at hjælpe folk til at leve et tilstrækkeligt godt liv!
2) Den negative tese: Over denne tilstrækkeligheds-tærskel er uligheder moralsk irrelevante.
3) Prioritet: Under tærsklen skal vi give prioritet til de dårligst stillede
Telisk egalitarisme: En ulige fordeling er i sig selv dårlig (hvis den ikke skyldes faktorer som individerne har kontrol over). Principielt Held-egalitarister med fokus på mønsteret og ikke møntfoden.
Deontisk egalitarisme: En ulige fordeling er uretfærdig, hvis og kun hvis den er kommet til veje af uretfærdige omstændigheder.
Leveling down er GODT i Sinners/Saint eksemplet
Selvom vi er intuitivt enige i at vi ikke ønsker at ”level-down” så siger vores intuition alligevel at man i tilfældet med himmel og helved har lyst til at ”genoprette” retfærdighed ved at level-down dem i helved.
Møntfoden har alene instrumentel værdi. Problemer er at ikke alle er lige gode til at omsætte møntfoden til værdifulde mål. Ressourcer
Det er bedre at alle er lige end, at nogen får opfyldt deres præferencer. Egalitarisme
Brug for en liste der angiver hvilke kapabiliteter der er nødvendig for at leve som menneske. Kapabiliteter
Valg sensitiv omfordeling. Hvis en person har præferencer der ikke er særlig dyre og så vælger at få lidt dyre præferencer, så er personen udsat for option-luck, da de så ikke kan få disse præferencer opfyldt. Mulighed for velfærd
Absolut prioritet til de dårligst stillede. Prioritetsprincipper siger, at vi altid skal hjælpe dem der er mest dårligst stillede, selvom der er mange der er lige over de dårligst stillede. Differensprincippet.
Mønstret implicerer, at vi ikke bør bekymre os om ulighed over en fastlagt tærskel, men er forskellen mellem ‘Hr. Superrig’ og ‘Hr. Lige-over-tærsklen’ aldrig moralsk relevant? Tilstrækkelighedsprincippet
Tager ikke højde for option luck, hvilket giver individer der vælger dyre præferencer lavere velfærd, hvilket skal fordeles efter. Velfærd