, def.: Den moralsk rigtige handling/institution er den, som producerer mest muligt nytte for flest mulige mennesker el. den moralsk rigtige handling/institution er den som maksimerer samfundets aggregerede nytte.
Utilitarismens komponenter:
1) Konsekventialisme: det rigtige at gøre i en given situation er altid bestemt af en handlings konsekvenser.
2) Nytte: Hvad der udgør den bedste konsekvens skal måles i nytte (velfærd, lykke, præference- og informerede præferencetilfredsstillelse). Nytte er utilitarismens værdipræmis dvs. møntfoden som den moralsk rigtige handling opgøres i.
3) Maksimering: De bedste konsekvenser er dem, der maksimerer den samlede nytte.

Denne grundlæggende utilitaristiske intuition har givet liv til en række forskellige former for utilitarisme, der forholder sig forskelligt til, hvordan maksimeringen af den aggregerede nytte bedst sikres:
o Direkte utilitarisme
o Indirekte utilitarisme (selvudslettende teori)
o Handlingsutilitarisme
o Regelutilitarisme
Konsekventialisme er en nødvendig men ikke i sig selv tilstrækkelig betingelse for at være utilitarist. Alle utilitarister er konsekventialister, men alle konsekventialister er ikke utilitarister.

Utilitarismens fortolkning af det abstrakte lighedsbegreb:
• Præmis 1: Alle menneskers liv har betydning og de har lige stor betydning, derfor:
• Præmis 2: Alle informerede præferencer (= den mest plausible def. af nytte/velfærd jf. Kymlicka) skal have samme vægt, derfor:
• Konklusion: Den moralsk rigtige handling er den, der maksimerer den samlede tilfredsstillelse af samfundets informerede præferencer.

Udfordringer ved utilitarismens fortolkning af lighedsbegrebet – det egalitære plateau:
1) Majoritet vs. minoritet: Utilitarismen garanterer ikke grundlæggende frihedsrettigheder for alle individer, da minoriteters præferencetilfredsstillelse (som fx præference for frihed) må vige til fordel for majoritetens præferencetilfredsstillelse (som fx præference for minoriteters ufrihed).
2) Særlige relationer: Utilitarismen er fremadskuende og tager ikke højde for særlige relationer, som vi normalt føler os forpligtet af som fx løftet.
3) Alle præferencer tæller: Utilitarismens nyttemaksimeringsprincip implicerer at alle præferencer skal tælle med i nyttekalkulen – også illegitime præferencer:
i. Diskriminatoriske præferencer
ii. Eksterne præferencer: Angår de goder som man ønsker tilgængelige for andre (modsat personlige præferencer vedr. egen andel).
iii. Egoistiske præferencer: Ønsket om mere end ens retmæssige andel af ressourcerne.
iv. Adaptive præferencer  Den tilfredse slave.
At tillægge egoistiske, eksterne og diskriminatoriske præferencer strider ifl. Kymlicka (og Rawls) med en helt grundlæggende intuition om at samfundets ressourcer skal fordeles fair blandt dets medlemmer (intuitionen om ’fair shares’).
To argumenter for nyttemaksimering:
Lige hensyn til folks interesser: Vi skal behandle folk lige hvorved vi maksimerer det gode
– Kritik: Vi har ikke pligt til at bringe folk ind i verdenen da det ikke maksimerer det gode, fordi de nu skal hives op på niveau.

Teleologisk argument: Vi skal maksimere den samlede nytte hvorved vi behandler folk lige.
– Kritik: Vi maksimere nytte selv hvis individerne lever liv der næsten ikke er værd at leve. Den nytte de har tilfører nytte til den samlede pulje af aggregeret nytte

Kritikken af velfærd og nytte:
Vi kan gennem Rawls begrunde at slaveri er modproduktivt, men burde vi ikke allerede inden den diskussion have forkastet hele idéen omkring slaveri på andre moralske baggrunde?
Evner ikke at forklare hvordan vi kan føle mere nytte af at tilbagebetale penge på et lån hos en ven modsat penge til sultne børn i Afrika. Uden tvivl vil barnet i Afrika have større nytte, men vi føler selv større nytte ved at aflevere penge tilbage.  Modsvaret bliver at acceptere dagligdagsmoralen og lade utilitarismen fungere som et mål for rigtigheden, men det bliver en selv-gendrivende teori. Og forklare godt nok hvorfor vi synes slaveri ikke bør findes, men ikke hvorfor vi i forvejen synes det er moralsk forkasteligt.
Utilitarismens policy-implikationer:
Utilitarismen kommer oftest til at være til fordel for majoriteten, og bliver et argument for at majoriteten legitimt kan undertrykke minoriteter fordi den aggregerede nytte er højest når majoritetens præferencer bliver tilfredsstillede. Også selvom at majoritetens præferencer er eksterne og selv sadistiske overfor minoriteten. Det implicerer altså at utilitarismen i et samfund med 10 voldsmænd og 1 ung pige vil legitimere voldtægten af pigen fordi det tilfredstiller majoritetens præferencer.
Singer:
Utilitarismen får stadig radikale anvendelser i verdenen og legitimere at vi moralsk acceptere at lade fattige sulte og dø uden at gøre noget  Singers argument med det druknende barn.
Sheriffens dilemma:
1) Dømme en uskyldig el. 2) lade voldelige optøjer udvikle sig
Handlingsutilitarist: En handlingsutilitaristist sherif: Dømmer den uskyldige, fordi det gør den samlede nytte mest
Regel-utilitarist: ville ikke dømme en uskyldig → At have en regel som siger man kan blive dømt som uskyldig, er en regel der mindsker nytten på lang sigt.
Kritikker af utilitarismen:
Handlingsutilitarisme: i yderste konsekvens underminerer det minoriteters frihedsrettigheder, velfærd og livsprojekter
Øvrige kritikker:
– Regelutilitarismen er for konservativ → fremskridt er svært hvis vi altid skal følge reglerne
– Illigetime præferencer medregnes i nyttekalkulen → meget uplausibelt og kontraintuitivt at onde præferencer skal veje lige så meget som gode præferencer (eks. sadistens præferencer).
– Er utilitarismen i virkeligheden særligt handlingsvejledende? Hvor praktisk anvendelig er den her teori.

At forstå utilitarismen som et bagtæppe for Rawls egalitære liberale teori. Herunder at forstå karakteren af utilitarismen og dens rækkevidde
Utilitarismen lægger afstand til den grundlæggende moralisme og manifesterer at vi ikke kan fordømme noget bare fordi det er ’forkert’ uden først at vise hvilke dårlige konsekvenser det har.
Utilitarismen består af tre grundprincipper. Først og fremmest et princip om at en handling bør dømmes ud fra handlingens konsekvenser. Dernæst en fastsættelse af ’møntfoden’, altså hvordan vi bør måle nytte som velfærd, lykke og informeret præferencetilfredsstillelse. Slutteligt et princip omkring maksimeringen af den samlede nytte.
Samlet finder Rawls de to første komponenter højst anvendelige. Han benytter blandt andet idéen omkring at man bør dømme omfordelinger/handlinger ud fra en vurdering af deres samlede nytte men gør dette anderledes, ligeledes er han enig i den grundlæggende idé omkring møntfodens bestanddele. Rawls er således enig i møntfoden og til dels måden at fordele efter. Rawls mener dog grundlæggende at der bør være en prioriteringsrækkefølge som betyder at vi først og fremmest skal sikre individerne frihed, dernæst lige muligheder og slutteligt altid stille de dårligst stillede bedst muligt, og det altså er disse som har absolut prioritet når den samlede nytte vurderes. Rawls vil derfor være indifferent mellem to samfund, hvor de dårligst stillede er stillet lige dårligt mens de bedst stillede er stillede bedre i det ene over det andet.
2 attraktioner ved Utilitarisme:
1) Utilitarismens opfattelse af det gode: lykke, velfærd, velbefindende, eller livskvalitet.
Noget vi alle søger (pursuit of happiness)
Intrinsisk værdi (værdi i selv), ikke blot et instrument til noget andet
Moralsk individualisme (jf. Oversigtspapir)
Livskvalitet har intrintisk værdi (værdi I sig selv).
Vi søger alle sammen livskvalitet og at fremme den.
Det der har værdi er velfærd og velfærd for individer. Vi kan ikke snake om samfundsmoral eller henvise til den

2) Utilitarismens konsekventialisme
Handlinger og politikker skal vurderes ud fra hvilke konsekvenser de har
I modsætning til moralisme eller legal moralisme
Der skal være en der krænkes
Plausibel redegørelse for moral som fokuseret på konsekvenser, skade, krænkelse. Ikke ‘blot’ ‘upassende’ eller adfærd
Klart ikke-mystisk kriterium eller metode
Vi skal fokusere på hvad der skaber velfærd og når vi skal vurdere handlinger og institutioner der fremmer nytten/velfærden mest muligt.
Står I modsætning til moralisme: Siger at man skal pege på nogle moralsk dårlige konsekvenser af handlinger før de skal ændres. Vi kan ikke fordømme noget bare fordi det er forkert uden at vise hvilke dårlige konsekvenser det har.
Vi kan ikk tale om samfundet moral, det skla være konkrete individer.