Anvendt politisk teori vs. analytisk politisk teori
Brian Barry og Elizabeth S. Anderson repræsenterer en i højere grad anvendt politisk teori. De kritiserer de analytiske filosoffer for teoretisk flueknepperi og opfordrer til en mere aktivistisk tilgang med fokus på faktiske egentlige sociale uretfærdigheder!
Absolut fattigdom, relativ fattigdom og ulighed (Barry)
• Absolut fattigdomsbegreb: Fattigdom defineres som et absolut minimum af basale nødvendigheder. Fattigdom defineres uafhængigt af hvad andre i samfundet besidder.
o Fortalere for en absolut fattigdomsgrænse påpeger, at så længe individer er sikret et absolut materielt minimum, så er det ikke relevant hvorvidt afstanden til samfundets øvrige medlemmer stiger og stiger.
• Relativt fattigdomsbegreb: Fattigdom defineres som afsavn relativt til andre. Fattigdomsgrænsen er her defineret i forhold til hvad andre i samfundet besidder.
o Fortalere for en relativ fattigdomsgrænse påpeger, at en relativ forværring i økonomiske ressourcer, kan stille en dårligere i absolut forstand, hvad angår sociale muligheder og status. Den fattige bliver stillet dårligere, når alle andre bliver rigere fordi “the ability to appear in public without shame requires more in a more wealthy society” (Barry, s. 173).
”Hvad er forskellen på at bekæmpe hhv. fattigdom og ulighed?”
Svar: Hvorvidt man er tilhænger af et absolut eller et relativt fattigdomsbegreb har afgørende betydning for, hvad der opfattes som rimelig fattigdomsbekæmpelse!
Absolut fattigdom: Det er tilstrækkeligt at løfte mennesker over et materielt minimum.
Relativ fattigdom: (ulighed): Relativ fattigdom fører til signifikant forværrede livschancer og muligheder det er ikke tilstrækkeligt at bekæmpe absolut økonomisk deprivation!
Bør fattigdom forstås som en relativ størrelse?
For Imod
Barry:
– Positionelle goder konverterer relativ fattigdom til absolut fattigdom, fordi individer der er relativt dårligere stillet i økonomisk henseende stilles absolut dårligere ift. muligheder og social status.
(Positionelle goder er karakteriseret ved, at det ikke er afgørende hvor meget man har af et gode, men hvor meget man har sammenlignet med andre.)
– Ulighed/relativ fattigdom har mange af de samme negative effekter som fattigdom det er ikke nok at bekæmpe absolut fattigdom hvis man fx vil reducere kriminalitet, faldende gennemsnitslevealder, stigmatisering, marginalisering etc.
Anderson:
- – Hvis ulighed i ressourcer skaber ulige sociale relationer og skader individets følelse af ligeværd er det lige meget, om de, der er stillet dårligt, er fattige i absolut eller relativ forstand – vi skal uanset hvad bekæmpe denne ulighed.
”Pragmatisk argument”: ’Udvanding’ af fattigdomsbegrebet: Et relativt fattigdomsbegreb ødelægger konsensussen omkring, at fattigdom er dårligt og må bekæmpes. - ”Polemisk argument”: Hån mod fattige i tredjeverdenslande at tale om fattigdom i Danmark. Er vi virkelig forpligtet på at omfordele fladskærme i fattigdomsbekæmpelsens navn – der må være grænser!
Held-egalitarisme Relationel egalitarians:
Rep. G. A. Cohen, Arneson, Roemer, Dworkin, John Rawls Elizabeth Anderson, John Rawls
Def. H.E er en valgsensitiv teori, der betoner, at uligheder ressourcer eller velfærd kun er retfærdige, når de ikke afspejler uforskyldte omstændigheder (brute-luck) men derimod individers ambitioner og valg (option-luck). Uligheder er uretfærdige når de faktisk påvirker relationer mellem mennesker, der lever sammen i et samfund og skaber socialt ekskluderende og marginaliserende hierarkier.
Lighed ift. hvad? Lighed i forhold til samfundets distribuering af ressourcer, velfærd, etc. Lighed i relationen mellem mennesker dvs. lighed i status!
Hvornår er ulighed uretfærdigt? Uligheder er uretfærdige, når de er udfaldet af brute-luck og retfærdige, når de er udfaldet af individers option-luck.
Uligheder er uretfærdige når de reflekterer eller forårsager ulighed i status.
Forskelle til held-egalitarisme:
Respekløshedsindvendingen: Tilfældige uligheder i naturligt talent modvirker ikke nødvendigvis, at to borgere kan indgå i ligeværdige relationer som demokratiske medborgere. Kompensation for ulighed i talent, skønhed eller IQ er derimod ydmygende og respektløst. Handikappede/homoseksuelle etc.: vil ikke kompenseres, men vil behandles ligeværdigt.).
Ubarmhjertighedsindvendingen: Nogle out-comes er så invaliderende, tragiske og urimelige at ingen bør holdes ansvarlige for dem uanset hvad eller hvem der bærer skylden. Denne form for ubarmhjertighed overfor ofrene for ’option-luck’ er udtryk for mangel på respekt og anerkendelse overfor for den ’uforsigtige motorcyklist’ som alene i kraft af sit menneskelige ligeværd bør kunne stille krav om behandling! Ikke alle valgte uligheder er med andre ord retfærdige.
Retfærdighedens subjekt Retfærdighed handler om den retfærdige fordeling af goder. Retfærdighed handler om ligeværdige relationer – den retfærdige fordeling af goder er kun et middel hertil og ikke et mål i sig selv.
”Hvorfor mener Anderson ikke at H.E har den rette fortolkning af det egalitære plateau?”
Svar: (Se. a) + b) ovenover – ”forskelle til held-egalitarisme). Ligebehandling handler ikke om lige andele i samfundets ressourcer, men om lighed i menneskelige relationer.
At behandle mennesker med lige omsorg og respekt er ikke foreneligt med at udpege samfundets tabere.
Andersons skildring af respektløshedsindvendingen og ubarmhjertighedsindvendingen:
For Elizabeth Anderson er det ikke uligheden i kraft af goder der er vigtigt, men i stedet den ulighed der fremkommer i relationerne mellem mennesker. Det at omfordele til syge og handikappede fordi de netop er syge eller handikappede er kun et trin ned af ligeværdighedsstigen. Det må for Anderson aldrig blive et mål i sig selv at omfordele goder, men kun foregå såfremt det bliver brugt som et middel til at opnå en ligeværdig relation. Samtidig bliver skildringen mellem brute- og option-luck for grov ifølge Anderson. Skildringen fordrer at vi ikke skal hjælpe personer i nød, selvom de kun er stillet i deres situation af selvforskyldte årsager. For Anderson bliver det en ubarmhjertig tilgang, som ej heller holder i virkeligheden. Intuitivt ville vi aldrig benægte en fanget bjergbestiger hjælp, også selvom hun i kraft af hendes eget vovemod og med fuld vished om farerne alligevel har valgt at bestige bjerget og er endt i fare.