Kommunitarismen er kendetegnet ved stor teoretisk diversitet. Nogle kommunitarister ligger med deres fokus på ’traditionernes autoritet’ konservatismen nær (oldschool-kommunitarister som fx Sandel), andre er snarere en slags liberale reformister (newschool-kommunitarister som fx Taylor). Men kommunitarismen er dog kendetegnet ved nogle gennemgående elementer:

  1. Kommunitarismen er en modpol til liberalismens individualisme, universalisme og (stats)neutralitet.
    1. Den liberale PT’s overfokusering på individets uafhængighed, frihed og universelle rettigheder negligerer den rolle som fællesskabet spiller ift. at give individet en meningsfuld referenceramme.

 

  1. Kommunitarismen betoner betydningen af ”det gode fællesskab” for individets selvbestemmelse
    1. Fordi individets kapacitet til at træffe autonome, frie og meningsfulde valg forudsætter eksistensen af et socialt fællesskab, så bør spørgsmål om ’det gode fællesskab’ i højere grad gøres til genstand for PT.
  • Hensyn til det gode fællesskab bør vægte højere end hensyn til individets frihedsrettigheder
    1. Kommunitarister mener at det er OK at ‘ofre’ lidt af individets ubegrænsede frihed for at styrke fællesskabets skikke og værdier, fordi de udgør en forudsætning for individets autonomi!

 

Kommunitarismens vs. liberalismens menneskesyn:

Det autonomt vælgende selv: Det indlejrede selv:
 

Selvet er ureducerbart, autonomt og kompetent.

Selvet kan træde ud af sin sociale situation og reflektere over værdien af sit eget livsprojekt og ’vælge’ om i livet. Kun selvet ved hvad der er værdifuldt for hende, hvorfor individet må sikres muligheden for at vælge (og fravælge) forskellige livsplaner (=selvbestemmelse).

·        ”I can always envisage myself without my present ends” (Kymlicka: 226)

 

  

Idéen om det løsrevne, kulturvekslende, historieløse og vælgende individ negligerer, at selve vores idé om det gode liv er betinget af de kulturelle, historiske og sociale praksisser, som vi er indlejret i.  Selvet hverken kan eller bør distancere sig fra sin ’kulturelle kerne’, da det vil føre til rodløshed, meningstab og identitetskrise.

·        You cannot distinguish ’me’ from ’my ends’” (Kymlicka: 226)

 

 

Den sociale tese og den perfektionistiske stat:
Mennesket kan kun udfolde sin menneskelige kapacitet til at træffe meningsfulde autonome valg inden for rammerne af det gode fællesskabs kulturelle og sociale rammer, hvorfor staten ifl. Taylor bør fremme ’det fælles bedste’ politisk og økonomisk! = afvisning af den liberale neutrale stat.

  • Det fælles bedste = fællesskabets kollektive forestillinger om hvilke traditioner, skikke og aktiviteter ’vi’ mener er værdifulde ’her hos os’.

 

Kymlickas kritik af den perfektionistiske stat:

  • Statslig promovering af det fælles bedste à kulturelle hierarkier
  • Det gode liv skal leves indefra – og kan aldrig ’fastlægges’ udefra.
  • Traditioner, normer og fællesskaber er nedarvet fra ekskluderende fællesskaber

 

 

Walzers sfæriske retfærdighedsbegreb:

 

  1. Retfærdighed er relativt: ”Den retfærdige fordeling” er betinget af det enkelte fællesskabs (samfunds) moral. Hvad der udgør en retfærdig fordeling ’her hos os’ kan ikke blindt overføres til andre samfund. Dette skyldes at vi tilskriver goder forskellig mening, hvorfor vi også tilskriver principperne for deres fordeling forskellig mening.
  2. Kompleks lighedsbegreb: Forskellige goder bør fordeles inden for autonome fordelingssfærer. Fordi fællesskabet tilskriver forskellige goder forskellig mening og betydning bør godernes fordeling følge selvstændige og gensidigt uafhængige fordelingsprincipper, for at undgå: ”Tyranny of the dominant good leading to highly inegalitarian results”.

 

Kymlickas kritik af det sfæriske retfærdighedsbegreb:

  • Moralrelativisme bygger på omvendt kausalitet; Vi forbyder slaveri fordi det er forkert – slaveri er ikke forkert, fordi vi i fællesskab er blevet enige om at forbyde det.
  • Moralrelativisme risikerer at legitimere ekstreme uligheder og urimeligheder inden for det enkelte samfund.

 

Kommunitær politik:

  • Tilbageskuende kommunitarisme. Ideen om fællesskabers ‘decline’
  • Fremadskuende kommunitarister. Accept af store forandringer og øget pluralisme, multikulturalisme. Hvordan kan vi bevare sammenhængskraft under sådanne omstændigheder?

Frivillighed, nabohjælp etc.